Misbrugsbehandling på Novavi Pensionatet - Midlertidig bolig
Alkoholmisbrug - Slip af med din alkoholafhængighed
Novavi Pensionatet – Midlertidig bolig til dig med et misbrug

alkoholmisbrug

Novavi Pensionatet – Midlertidig bolig til dig med et misbrug

Novavì pensionatet

En midlertidig boform til personer med særlige sociale problemer og afhængighed af rusmidler.

Novavi Pensionatet er en §110-boform efter lov om social service med plads til ti beboere.

Pensionatet er en midlertidig boform for dig med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for ophold og tilbud såsom aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Novavi Pensionatets målgruppe er afgrænset til personer, som har eller har haft en rusmiddelproblematik, og som er over 18 år.

Pensionatet er ejet af Fonden Novavi og har driftsoverenskomst med Glostrup Kommune.

“Jeg er så meget mere end en alkoholafhængig, og her får jeg hjælp til at finde ud af, hvem jeg er uden alkohol.”

Beboer på Novavi Pensionatet

Priser på kost, logi, vask mv.

Egenbetalingen for logi, bliver udregnet og opkrævet af kommunen. Der henvises til Bek 1387 af 12/12 – 2006 om betaling for botilbud m.v. efter Lov om Social Service kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter §108.

Hvis du har egen bolig under dit ophold på Novavi Pensionatet, skal du ikke betale for logi.

På hverdage tilbyder vi tre måltider. Maden tilberedes i samarbejde mellem medarbejder, venner af huset og de beboere, som har lyst til at hjælpe. Kosten er sund og varieret.

Maden bidrager til, at genoprette beboernes sundhed samt skabe stabilitet og rutine i hverdagen. Deltagelsen i måltiderne er ligeledes en god og hyggelig måde at lære stedet og dets andre beboere på.

Betaling for kost og vask skal ske senest d. 2. i hver måned og der betales forud direkte til Pensionatet.

  • Morgenmad 14 kr.
  • Frokost 23 kr.
  • Aftensmad 33 kr.
  • Vask 80 kr. pr. måned

Midlertidig bolig på Pensionatet

For at blive visiteret til en midlertidig bolig på Novavi Pensionatet skal du til en visitationssamtale. Samtalen har til formål, at finde ud af, om du er i Pensionatets målgruppe, og om Pensionatet er det rette tilbud for dig. Du er selvfølgelig velkommen til at tage en bisidder med. Du skal være ædru ved samtalen.

Du kan selv lave en aftale om en visitationssamtale med Novavi Pensionatet eller få hjælp til dette hos din sagsbehandler, pårørende eller andre.

  • At du er ædru og stoffri under dit ophold
  • At du deltager aktivt i hverdagen og fællesskabet (bl.a. daglig rengøring og beboermøder)
  • At du er motiveret for at tage ansvar for dit eget liv
  • At du er selvhjulpen i forhold til hygiejne, mobilitet og rengøring
  • At du respekterer husets regler og de mennesker, som ellers færdes på Pensionatet

Som ny beboer på Novavi Pensionatet bliver der taget godt hånd om dig fra første dag. Ved indflytningen tager din kontaktperson imod dig, og du vil få tildelt en selvstændig bolig i form af et rækkehus med dertilhørende have og tekøkken samt eget bad og toilet.

Allerede første dag af dit ophold starter samarbejdet med din kontaktperson. Inden 14 dage vil der blive udarbejdet en opholdsplan og en udredning vil være igangsat. Opholdsplanen skal være jeres fælles fokuspunkt under dit ophold på Pensionatet. Udredningen vil have fokus på dine behov for hjælp og støtte i fremtidig egen bolig.

Vi varetager, sammen med dig, samarbejdet og kontakten til de kommunale instanser.

Når du får din egen bolig eller er klar til at flytte hjem i egen bolig, tilbyder vi dig efterforsorg eller CTI forløb. Det vurderes under dit ophold om du har brug for tilbud om efterforsorg eller CTI.

Pensionatets efterforsorg og CTI forløb består i, at skabe tryghed for dig, at give dig en god start på livet i egen bolig, at forebygge ensomhed og isolation samt at støtte dig, hvis der opstår praktiske problemer. Forskellen mellem de to ydelser, er intensiteten af hjælp og støtte.

”Det har hjulpet at komme ind og få et trygt sted at bo, mens jeg har arbejdet på at få det bedre og lært nogle basale ting i forhold til at bo ude. Hvis ikke jeg havde haft mulighed for at bo her, så ville det nok have været svært for mig at holde mig clean. Det gjorde, at der var ro til, at jeg kunne arbejde med mig selv.”

Beboer på Novavi Pensionatet

Kontakt – ved spørgsmål til visitation eller andet

For mere information om Novavi Pensionatet, kan du kontakte forstander, Camilla Stahl, på: +45 20 35 72 13 eller på: pensionatet@novavi.dk.